Vedtægter for Hasle Tennisklub

§ 1
Klubbens navn og hjemsted er Hasle Tennisklub, Præstevangsvej 25, 8210 Aarhus V, i Aarhus Kommune.

§ 2
Klubbens formål er at give medlemmerne adgang til at dyrke tennisspillet under de bedst mulige vilkår, herunder ved deltagelse i turneringer ude og hjemme på såvel individuelt som kollektivt plan.

§ 3
Klubben er medlem af Dansk Tennisforbund. I henhold hertil er klubbens medlemmer underkastet forbundets amatørregler.

§ 4
Optagelse i klubben afgøres endeligt af bestyrelsen. Juniormedlemmer overgår som seniormedlemmer i sæsonen efter deres fyldte 18. år.

§ 5
Aktive og passive medlemmer betaler et årligt kontingent, som fastsættes af den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen fastsætter dels kontingentet for gæstespillere dels indmeldelsesbetingelser for nye medlemmer.

§ 6
Forrige sæsons medlemmer har adgang til at foretage fornyelse af deres medlemskab ved at betale kontingentet for sæsonen indenfor den frist, bestyrelsen meddeler i forbindelse med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling. Efter denne frist kan nye medlemmer optages jvf. § 4, og fornyelse af tidligere medlemskaber må da ske i konkurrence med disse. Intet medlemskab er gyldigt eller giver ret til benyttelse af banerne, før kontingentet, herunder et evt. indmeldelsesgebyr, er betalt.

§ 7
Medlemmer kan indbyde gæster fra andre tennisklubber.

§ 8
Klubben ledes af en bestyrelse på op til 9 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Bestyrelsen består af en formand, en kasserer, en sekretær og yderligere 6 medlemmer, som vælges for 2 år af gangen af den ordinære generalforsamling. Formanden og 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg i lige år. De resterende medlemmer er på valg i ulige år. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv, ligesom den selv fordeler de enkelte sagsområder. Højst 2 af bestyrelsens 9 medlemmer kan være under 18 år. Hvis et medlem udtræder af bestyrelsen i utide, supplerer denne sig selv indtil næste generalforsamling.

§ 9
Klubbens regnskabsår følger kalenderåret. Regnskabet revideres af en på den ordinære generalforsamling valgt revisor. Tegningsret udøver af formand og kasser i forening.

§ 10
Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Alle fremmødte medlemmer har stemmeret. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i marts måned i Hasle.

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent.
  • Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
  • Forelæggelse af revideret regnskab for det forløbne år
    til godkendelse.
  • Fremlæggelse af bestyrelsens handlingsplan til diskussion.
  • Behandling af indkomne forslag.
  • Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år,
    herunder fastsættelse af kontingent.
  • Valg af formand
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  • Valg af 2 bestyrelses suppleanter.
  • Valg af revisor.
  • Valg af 1 revisor suppleant.
  • Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 dage før generalforsamlingen.

§ 11
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst en femtedel af klubbens medlemmer fremsætter motiveret begæring herom.

§ 12
Alle generalforsamlinger indkaldes ved skriftlig meddelelse til medlemmerne med 8 dages varsel. Samtidig med indkaldelse til den ordinære generalforsamling skal medlemmerne have meddelelse om det af bestyrelsen foreslåede kontingent. Indbetaling sker til kassereren indenfor den i § 6 omhandlede frist. Indkaldelsen skal så vidt muligt være ledsaget af det afsluttede og reviderede regnskab. Straks efter den ordinære generalforsamling skal der ved opslag i klubhuset ske bekendtgørelse om den nye bestyrelses sammensætning, samt de vedtagne kontingentsatser.

§ 13
Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved almindeligt stemmeflertal. Alle forslag om ændringer af klubbens love kan dog kun vedtages, såfremt mindst to tredjedele af de fremmødte medlemmer stemmer herfor. Ændringer træder i kraft umiddelbart efter vedtagelse. Forslag om opløsning af klubben kan kun vedtages, såfremt mindst halvdelen af klubbens medlemmer er tilstede og stemmer for forslaget. Er mindre end halvdelen mødt, indkaldes der straks til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med almindeligt stemmeflertal af de fremmødte medlemmer.

§ 14
Over alle generalforsamlinger føres en protokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

§ 15
Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, såfremt denne har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af klubbens ordensregler eller tilsvarende uværdig
optræden. Vedkommende medlem kan indanke en af bestyrelsen truffet beslutning om eksklusion for den førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling,
og spørgsmålet skal da optages som et selvstændigt punkt på dagsordenen.

§ 16
Beslutning om foreningens ophør eller likvidation skal ske på samme måde som Vedtægtsændring jf. § 13.Ved ophør skal en evt. formue anvendes til almennyttige formål inden for Folkeoplysningslovens område.

- o -
Således vedtaget på klubbens ordinære generalforsamling den 12. marts 2003.